Lukket for ansøgning: EU-informationsmedarbejder søges

Er du stærk i dit EU-stof og god til at researche dig frem til det rigtige svar? Og kan du lide at formidle og holde oplæg?

Den Danske Europabevægelse søger en dygtig og udadvendt medarbejder til at tage godt imod besøgende, svare på spørgsmål om EU og holde oplæg til grupper i besøgscenteret Oplev Europa i Europa-Huset. Du vil være en del af et team på to værter, der sammen står for at besvare henvendelser, tilrettelægge oplæg og byde velkommen i besøgscentret. Størstedelen af dette job indeholder research af politiske emner og besvarelse af henvendelser

Samtidig kommer du også til at arbejde tæt sammen med Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet i Danmark. Dette indebærer blandt andet at bistå ved arrangementer i Europa-Huset og i aktiviteter som eksempelvis Folkemødet på Bornholm, når Parlamentet og/eller Kommissionen deltager.

 

Om Oplev Europa

Oplev Europa er Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentet i Danmarks nye besøgscenter. Det befinder sig i Europa-Huset på Gothersgade 115, 1123 København K.

Formålet er at oplyse interesserede borgere om forholdene i EU. Dette gøres ved besvarelse af henvendelser, datasøgning, oplæg til besøgsgrupper i besøgscenteret, hvor interaktive stationer fører de besøgende gennem alt fra EU-støttede projekter over hele Europa til sammensætningen af den nuværende Kommission og Parlament. Du kan læse mere om Oplev Europa på oplev-europa.eu

Tillykke til Venstres nye formand

Europabevægelsens tidligere forretningsudvalgsmedlem valgt som ny Venstre formand.

Fra Europabevægelsen skal der lyde et stort tillykke til Jakob Ellemann-Jensen, som lørdag blev valgt til posten som formand for Venstre ved partiets landsmøde i Herning.

Efter have siddet i Europabevægelsens forretningsudvalg fra 2014 til 2018 håber og tror vi på, at den nye formand også vil have det europæiske aspekt med i sit virke som formand for det største oppositionsparti på Christiansborg.

Europabevægelsens formand Stine Bosse skriver i et indlæg på Berlingskes hjemmeside om Jakob Ellemann-Jensen:

“Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Jakob Ellemann i Europabevægelsens forretningsudvalg gennem nogle år. Det var i den grad en god oplevelse. Ingen nykker. Ingen slinger i værdivalsen. Masser af humor inklusiv selvironi og et klarsyn for politik.”

Og så håber vi selvfølgelig, at han følger i sin fars fodspor og finder EU-sokkerne frem!

 

Det europæiske flag vender tilbage til Folketinget

Så skete det endelig! Folketingets nye formand Henrik Dam Kristensen vil lade det europæiske flag vaje på Europadagen 9. maj. Det har vi i Europabevægelsen kæmpet for de sidste mange år.

Ligesom Dannebrog er det blå-gule flag i den grad værd at fejre. Det viser, at vi står sammen i forpligtet samarbejde med vores europæiske naboer. Derfor er det langt mere end symbolpolitik, at det nu vender tilbage til Folketinget.

Det europæiske flag står for fred, frihed og fællesskab i Europa. Og vi glæder os til at se det vaje fra Folketinget 9. maj næste år – sammen med Dannebrog! For de to flag klæder altså hinanden.

De bedste hilsner,
Stine Bosse

Kom med på rundvisning på Aarhus Havn

Europabevægelsen og Europæisk Ungdom arrangerer et besøg på Aarhus Havn. Her får vi lejlighed til at se, hvordan Danmark samarbejder med EU og den øvrige verden i praksis.

Aarhus Havn er Danmarks største containerhavn. Det betyder, at en meget stor del af de danske forbrugsvarer kommer ind i landet via havnen, ligesom en markant del af dansk eksport afskibes via havnens finmaskede net af sejlruter ud i hele verden.

Aarhus Havn er desuden en betydelig færgehavn, som årligt betjener henved 1.300.000 personbiler og mere end 2,5 mio. passagerer. Derudover er havnen et aktivt erhvervsområde med ca. 150 virksomheder, der tilsammen skaber et grundlag for ca. 10.000 arbejdspladser og en årlig værditilvækst på 6 mia. kr.

Et besøg på havnen vil derfor give et godt billede af Danmarks store samhandel med EU samt med den øvrige verden.

Vi mødes kl. 17.00 – på Aarhus Havn, Havnecenteret, Østhavnen. Vandvejen 7. Efter rundvisningen mødes vi i Kantinen i Havnecenteret, hvor Europabevægelsen er vært ved en let anretning + en øl/vand.

Deltagelse i arrangementet er gratis. Læs mere her.

Tilmelding foregår på mail: mail@erikvillemoes.dk, senest d. 14/10 – 2019

Jobopslag: Europabevægelsen søger kommunikationspraktikant

Drømmer du om at arbejde i en politisk organisation med fuld fart på? Vi søger en stærk kommunikationspraktikant til foråret 2020.

Vi søger en stærk praktikant, der kan være med til at sætte EU på dagsordenen. Som praktikant vil du være en del af det politiske arbejde og den daglige drift i Europabevægelsen. Vi er et lille sekretariat, hvor vi løser tingene i fællesskab. Her er det vigtigt, at du har mod og lyst til at tage ansvar og arbejde selvstændigt.

Europabevægelsen arbejder målrettet med at styrke EU-debatten i Danmark. Dine opgaver vil særligt bestå i at planlægge og udføre politiske kampagner, at kommunikere omkring vores events og at bistå i at holde gang i Europabevægelsens hjemmeside og sociale medier.

Opgaver:

  • Tilrettelæggelse af politiske kampagner
  • Drift af hjemmeside og sociale medier
  • Pressehåndtering
  • Eventplanlægning og -afholdelse
  • Ad hoc

Det er en fordel, hvis du har en eller flere af disse kompetencer:

  • Gode formidlingsevner
  • Erfaring med sociale medier og/eller hjemmesideredigering
  • Viden om europæisk og dansk politik
  • En selvstændig og ansvarsfuld indstilling
  • Kørekort

Praktikstart er 1. februar 2020 eller efter aftale.

Lyder det som noget for dig? Så send en ansøgning til landssekretær Anne Hauge på anh@europabevaegelsen.dk. Vi indkalder til samtaler løbende. Har du spørgsmål kontaktes kommunikationsansvarlig i Europabevægelsen Maja Kirstine Andersen på mka@europabevaegelsen.dk.

Europabevægelsen er en tværpolitisk organisation, hvor vi er uenige om meget, men enige om, at europæisk samarbejde er løsningen på mange af tidens største udfordringer. Vores medlemstal har de senere år været i hastig fremgang, og vi har i dag over 2300 medlemmer. Læs mere på europabevaegelsen.dk.

Sammen med et bredt netværk har vi iværksat initiativet Vi Vil Europa, som skal brede EU-debatten ud til alle danskere i hele landet. Det kan du læse mere om her: vivileuropa.dk

Lad os mødes i London

Lørdag den 19. oktober arrangerer Europabevægelsen UK og kampagnen People’s Vote den store “Let Us Be Heard”-march i Londons gader.

Vi vil gerne støtte op om marchen og koordinerer derfor en fælles indsats fra Den Danske Europabevægelse.
Hvis du ønsker at gå med, skal formand for Internationalt Udvalg, Jens-Kristian Lütken kontaktes på: Jens-Kristian_Lutken@br.kk.dk

Vi håber at se mange svinge de europæiske faner i London!

Læs mere om marchen her: www.letusbeheard.uk

Vestager skal lede Europa ind i den digitale fremtid

Konkurrencekommissær og ledende næstformand for digital omstilling. Det bliver Margrethe Vestagers titler i den nye Europa-Kommission. Sådan lød det fra kommissionsformand Ursula Von der Leyen, der tirsdag 10. september præsenterede sin liste over de kommissærer, der skal være med til at sætte kursen for Europa de næste fem år.

Før de nye kommissærer kan overtage kontorerne i Berlaymont-bygningen i Bruxelles, skal de dog godkendes af Europa-Parlamentet. Det sker, efter at de er blevet udspurgt og vurderet ved høringer i de fagudvalg, som deres kommende ansvarsområde knytter sig til.

Her er de øvrige nye kommissærer:

Johannes Hahn (Østrig) bliver ansvarlig for “Budget og Administration”

Didier Reynders (Belgien) bliver ansvarlig for “Retlige Anliggender” (herunder retsstatsprincippet).

Mariya Gabriel (Bulgarien) bliver ansvarlig for “Innovation og Unge”.

Stella Kyriakides (Cypern) bliver ansvarlig for “Sundhed”.

Kadri Simson (Estland) bliver ansvarlig for “Energi”.

Jutta Urpilainen (Finland) bliver ansvarlig for for “Internationale partnerskaber”.

Sylvie Goulard (Frankrig) bliver ansvarlig for det indre marked.

László Trócsányi (Ungarn) bliver ansvarlig for “Naboskabspolitik og Udvidelse”.

Phil Hogan (Irland) bliver ansvarlig for “Handel”.

Paolo Gentiloni (Italien) bliver ansvarlig for “Økonomi”.

Virginijus Sinkevičius (Litauen) bliver ansvarlig for “Miljø og Hav”.

Nicolas Schmit (Luxembourg) bliver ansvarlig for “Beskæftigelse”.

Helena Dalli (Malta) bliver ansvarlig for “Ligestilling”.

Janusz Wojciechowski (Polen) bliver ansvarlig for “Landbrug”.

Elisa Ferreira (Portugal) bliver ansvarlig for “Samhørighed og Reformer”.

Rovana Plumb (Rumænien) bliver ansvarlig for “Transport”.

Janez Lenarčič (Slovenien) bliver ansvarlig for “Krisestyring”.

Ylva Johansson (Sverige) bliver ansvarlig for “Indre Anliggender”.

(Kilde: Danmarks Radio)

Boganmeldelse: Mesterkrimi i blå-gul indpakning!

Anmeldelsen er skrevet af Kristian Ersbøll, formand for Politisk Udvalg i Europabevægelsen

Fjendespor er Keld Broksøs sjette roman og historien om den danske politibetjent, Stefan Kushova Andersen, der kæmper sig igennem et netværk af organiseret kriminalitet, der trækker blodige tråde fra Øst til Vest – og tilbage igen!

Stefans rejse begynder i Københavns Sydhavn, og derfra tager tingene rekordfart. En lidt længere opbygning havde måske været mere troværdig. Min snert af skepsis blev dog hurtigt erstattet af eufori over de fantastiske person- og stedbeskrivelser. Fjendespor er en episk rejse igennem Balkan med stalinistiske diktatorer, overdådige luksushoteller, skydevåben, og alt hvad der ellers hører Europas Vilde Vesten til.

Men Fjendespor er mere end dét. Fjendespor er også historien om en mand i opløsning. Det er historien om kærlighed og venskaber, der ingen grænser eller alder kender. Personbeskrivelserne er, akkurat som stedbeskrivelserne, fantastiske. Ikke mindst er spændingsforholdet mellem bogens helt og antihelt originalt og skræmmende uforudsigeligt.

Som jubeleuropæer varmer det naturligvis også mit blå-gule hjerte (her er ikke tale om Brøndby), at Keld Broksø så åbenlyst agiterer for fordelene ved EU-samarbejdet. Det er nørdet, men fungerer bare virkelig godt.

Jeg håber, at Keld Broksø holder fast i kravetøjet på Stefan Kushova Andersen lidt endnu, to bøger var slet ikke nok (se også Koldfronter fra 2017).

5 EU-flag herfra!

🇪🇺🇪🇺🇪🇺🇪🇺🇪🇺

 Forlag:    Ambush Books

Udgivelsesdato: 2/9 2019

Antal sider:   406

 

Europabevægelsen til Campus+

Til fredagens Campus+ i Køge var Europabevægelsen og Vi Vil Europa med, for at få en debat med de unge om deres holdninger til EU. Vi lavede ”positioneringsleg”, hvor de unge skulle tage stilling til spørgsmål som: ”Skal EU udfase benzin- og dieselbiler?” og ”Skal Danmark være med i EU?”.

Det blev en dag med fri diskussion i det gode vejr, hvor der var mulighed for at eleverne kunne stille spørgsmål om EU, være nysgerrige og diskutere forskellige EU-emner med Europabevægelsen.

  

Der var bred enighed blandt de unge om, at Danmark skal forblive en del af EU, mens emner som hvorvidt EU skal forbyde rygning og om der skal være lovpligtig afstemning ved Europa-Parlamentsvalg, var kilde til stor diskussion i grupperne.

 

Hjælp os med at sige nej tak til Brexit!

Storbritannien er i krise. Siden Brexit-afstemningen er landet blevet delt og kastet ind i politisk, økonomisk og konstitutionelt kaos. Senest har den britiske regerings beslutning om at suspendere parlamentet skabt en alvorlig trussel mod demokratiet i landet.

Den Danske Europabevægelse ønsker at støtte briterne. Derfor knokler vi lige nu for at kunne sende økonomisk støtte til vores søsterorganisation European Movement UK, så de kan fortsætte deres store arbejde for et Storbritannien, der samarbejder med Europa.

Brexit vil blive en katastrofe for Storbritannien, og følgevirkningerne vil kunne mærkes i hele Europa. Fremtiden for hele det europæiske samarbejde er på spil.

Vores venner i European Movement UK har siden afstemningen i 2016 stået i spidsen for kampen for en folkeafstemning om den endelige Brexit-aftale.

I marts fik de en million mennesker til at gå på gaden for at kræve, at briterne får lov til at stemme om den aftale, der indgås. Og lige har de tusindvis af frivillige, som kæmper imod Brexit over alt i Storbritannien.

Den 31. oktober forlader Storbritannien EU med eller uden en aftale. Derfor er tiden knap, hvis vi skal sikre en tæt tilknytning mellem briterne og resten af Europa.

Meld dig ind i Europabevægelsen eller opgrader dit medlemskab. Du kan også vælge at støtte med enkeltbeløb. På den måde hjælper du os med at sende tiltrængt hjælp til vores venner i Storbritannien den 30. september.

Bliv medlem eller opgrader dit medlemskab her.